Archive for category Programudvidelser
Optag dine samtaler fra Skype
Posted by Malte in Programudvidelser on 23. June 2010
Vodburner hedder en tjeneste der gør det muligt at optage og redigere dine samtaler fra Skype. Vodburner er en programudvidelse til Skype under Windows. Når programmet er installeret og man har tilladt det at køre sammen med Skype (en sikkerhedsindstilling i Skype) kan det sættes til automatisk at optage samtaler eller man kan slå det til når man har brug for det. Som en lille høflig service foreslår programmet at man afsender en chatbesked til den man taler med så vedkommende ved at samtalen optages.
Programmet kan optage både lyd og videosamtaler. Når samtalen er optaget kan man efterfølgende redigere den – sætte overgange på videosporet, indsætte billeder og ekstra lyd eller klippe noget ud – inden man til sidst kan gemme den færdigredigere samtale på computeren – eller uploade den direkte til YouTube.
Undervisningsbrug: Optagelse af samtaler er oplagt hvis man bruger Skype til vejledning af elever eller til møder mellem undervisere, da man efterfølgende kan høre udvalgte dele af samtalen igen. Hvis man videokonferencer er redigeringsmulighederne en god måde at lave en resume af samtalen efterfølgende. Eleverne kan naturligvis også bruge tjenesten i forbindelse med projektopgaven og andre skoleopgaver hvor der skal laves interviews.
Spilopper med musen i Power Point
Posted by Malte in Programudvidelser on 20. May 2010
Et af de store problemer med de interaktive whiteboards, som mange skoleklasser efterhånden er udstyret med, er at eleverne ofte bliver ofre for flotte præsentationer og foredrag fra lærerne uden selv at blive engagerede. Der findes en række muligheder for at inddrage eleverne i præsentationerne ved at købe sæt af afstemningsenheder, men hvis skolen allerede har købt Microsoft Office er der nu kommet en mulighed for at udvide sine præsentationer og undgå den berygtede Death By Power Point. Muligheden hedder Mouse Mischief og er en udvidelse til Power Point 2007 og 2010.
Udvidelsen bruger multipoint, hvilket gør det muligt at have op til 25 mus forbundet til samme computer (dette kan for eksempel klares med et par USB-hubs og et par kabler eller ved at bruge trådløse enheder). Man kan så bruge dette i sine præsentationer og give muligheder for at have interaktivitet og brugerdeltagelse.
Selve Mouse Mischiefs installerer sig som en ekstra værktøjslinie i værktøjsbåndet som Microsoft introducerede med Office 2007. Her kan man så indsætte de særlige Mouse Mischief elementer i sin præsentation. Elementerne er dog begrænset til to typer (de oplyser det som tre, men ja/nej er vel bare en variation af multiple-choice):
- Multiple Choice: Man kan oprette fra to til ti valg og angive om et af valgene er det korrekte. Man kan ud fra hver valg vælge om det er tekst, billede, figur eller billede der angiver svaret.
- Tegn sammen: Dette element består af en palette med syv farver og et viskelæder. Deltagerne kan så alle sammen tegne samtidig (og viske ud så det kan godt give ballade)
Elementerne kan være en del af en samlet præsentation, så man kan altså bruge alle de samme virkemidler som man ellers ville bruge i sin præsentation.

Med Mouse Mischiefs udvides værktøjsbåndet med et nyt punkt hvorfra man kan vælge de særlige Mouse Mischief elementer.
Når præsentationen afvikles i Mouse Mischief-mode har man som lærer stadig kontrol over selve præsentationen, da man starter med at angive hvilken mus der er lærerens og kun denne mus kan bruges til at hoppe frem og tilbage i præsentationen, starte nedtællingsuret og nulstille elevernes valg på de enkelte dias. Læreren kan desuden vælge om eleverne skal arbejde individuelt eller sammen i grupper. Arbejdes der i grupper skal den enkelte gruppe blive enige om deres svar i multiple-choice spørgsmålene. Elevernes mus vil være udstyret med individuelle ikoner. Dog vil eleverne have samme ikon hvis de er i gruppe sammen. Når alle har svaret eller tiden er udløbet bliver optællingen straks vist og hvis et af resultaterne er rigtigt bliver det vist hvem der var hurtigst til at svare.

Hver elev har sit egen ikon på musemarkøren, så det er let at se hvilken markør man egentligt kontrollerer
Udover at man kan hente udvidelsen ganske gratis (man har jo allerede betalt fyrsteligt for at få Microsoft Office som er påkrævet for at bruge programmet) kan man også hente en voksende mængde præsentationer som benytter sig af Mouse Mischiefs på Microsoft Office hjemmesiden. Desuden findes der også en del skabeloner på den engelske udgave af Partners in Learning netværket, som dog kræver at man er registreret som bruger. Endelig kan man hente et udviklerkit – Software Development Kit – der giver mulighed for at benytte op til 25 mus på samme tid i de programmer man udvikler. Selvom det er spændende, bliver det først rigtig interessant med browserunderstøttelse, så det kan indarbejdes direkte i online læringsmidler.
Undervisningsbrug: Udvidelsen kan være med at lave præsentationer med PowerPoint lidt mere engagerende. Det er oplagt at bruge teknologien til at indskyde test og evalueringer undervejs i en præsentation, men det er også oplagt at bruge Mouse Mischiefs til at indhente elevernes meninger om forskellige spørgsmål. Måden eleverne svarer på er begrænset til valg af muligheder, men det kan give elever der normalt er tilbageholdende eller generte muligheden for at lade deres mening komme til kende. Endelig kan man også bruge mulighederne til møder med mange deltagere hvor man gerne vil have tilkendegivelser fra deltagerne.
Skriv kemi i word
Posted by Malte in Programudvidelser on 15. April 2010
Microsofts mange sjove labs laver hele tiden små udvidelser. Nogle er mindre brugbare og bare sjove som for eksempel Ribbon Hero, mens andre giver udvidet funktionalitet som for eksempel Office Math. Chemistry Add-in hører bestemt til i sidste kategori. Men udvidelsen bliver Word i stand til at skrive kemiske formler på lidt samme måde som man efterhånden har været vant til at skrive matematiske formler.
Det virkelig smarte (og avancerede) er at formlerne skrives i en slags Kemisk Markup Language og altså vil kunne læses af andre programmer der er i stand til at forstå denne særlige syntax, der selvfølgelig overholder XML.

Der er en lang række forskellige indstillinger og et nyt menupunkt i Words karakteristiske Ribbon i udvidelsen
Uddannelsesbrug: Programudvidelsen er ret avanceret og vil nok ikke finde sin store brug i folkeskolen, selvom den kan benyttes i kemirapporter og opgaver i udskolingen. I gymnasiet og senere i uddannelsessystemet er udvidelsen til gengæld ret handy.
Skabeloner som stillads for læring
Posted by Malte in Programudvidelser, Pædagogisk debat on 23. March 2010
At bruge it i undervisningen behøver ikke være en avanceret affære. Ofte kan man med små midler lave ret gode undervisningsforløb – også uden at investere i speciale undervisningsprogrammer. En af måder er at bruge de mange gratis tjenester som vi finder og skriver om her på siden. En anden er at bruge skabeloner. Jeg har tidligere skrevet om skabeloner til spil, men skabeloner kan bruges til meget andet end spil. Skabeloner er nemlig velegnede til at skabe rammen omkring og sætte fokus på det som eleven skal arbejde med.
Lad os for eksempel se på en talende bog. Med en talende bog kan eleven arbejde med tekst, lyd og billede til at skabe sin egen historie. Det kan være en allerede skrevet historie som eleven læser op så andre kan høre bogen fortalt eller det kan være en historie som eleven først fortæller og efterfølgende skriver ned – enten komplet eller med stikord og historien kan enten illustreres efterfølgende eller der kan være billeder i bogen som skal inspirere elevens historiefortælling.
Der er på ingen måde tale om noget nyskabende, men ideen er, at man ved at bruge helt almindelige værktøjer som kontorprogrammer, let kan skabe læringsforløb. Og som det kan ses kan en talende bog bruges på enormt mange måder. Den vedhæftede skabelon (som er til Power Point 2007) kan anvendes som den er eller kan tilpasses så læreren giver endnu flere stilladsbyggende rammer til elevernes arbejde.

Skabelonen til den talende bog betyder at eleven ikke skal tænke på at lave navigation til bladring, start forfra og til at stoppe lyden. Skabelonen kan udvides med en færdig historie, stikord eller billeder til inspiration eller overskrifter på de enkelte sider.
Undervisningsbrug: Skabeloner kan bruges til mange ting i undervisningen. Ovenfor er en talende bog beskrevet, men man kan også hurtigt lave skabeloner der kan bruges til skriv-videre historier, stamtræer, leksikaopslag eller andre opgaver hvor man hjælper eleverne til at fastholde fokus ved at have nogle af rammerne på plads.
Når office bliver et spil
Posted by Malte in Programudvidelser on 22. March 2010
Microsoft har en hel del afdelinger der udvikler sjove og mærkelige ting som senere enten bliver smidt ud eller som gror op til noget brugbart der bliver benyttet i deres “rigtige” produkter. En af de afdelinger der laver mange spøjse og brugbare ting er Office Live Labs. En af deres nyere kreationer er Ribbon Hero.
Ribbon Hero er en udvidelse til Office 2007 (og 2010), som jo var første gang vi stødte på navigationsbåndet (ribbon). Ribbon Hero ligger sig i naturligvis i båndet og er et lille spil hvor man får point for at udføre forskellige typer af funktioner i programmet – som for eksempel at formatere tekst, bruge avancerede tabelfunktioner og så videre.
Udover at holde øje med hvilke funktioner man bruger og give point kan man også få opgaver i Ribbon Hero. Disse opgaver er små og overskuelige og kigger på forskellige funktionsområder i programmet. Man kan endda få hjælp til at løse opgaverne og ved at gennemgå opgaverne har man et helt lille office-kursus til selvstudie. Spillet kan også knyttes til Facebook så ens Ribbon Hero fremgang bliver en del af nyhedsstrømmen hos dine venner.
Er man statsansat er spiltilgangen i Ribbon Hero måske endda lidt sjovere end testene i DO-IT, men som Henrik fra Dansk-IT siger, er de funktioner der giver point i Ribbon Hero ikke indtænkt i arbejdsgange i statsadministrationen, men fremover skal man måske til at oplyse sin Ribbon Hero pointstatus på sit CV fremfor at vedlægge et DO-IT certifikat.

Når man klikker på Ribbon Hero får man en oversigt frem der viser ens fremgang og indeholder en række opgaver der giver point og som kan hjælpe en til at blive bedre til office
Undervisningsbrug: Ribbon Hero er i skolesammenhæng nok mest interessant i forhold til lærerne, der kan bruge det som en sjov måde at lære lidt nye funktioner i officepakken på. Da det er på engelsk er det svært at bruge for de yngre elever, men man kan da godt forestille sig at man bruger det i udskolingen som en konkurrence – hvem bliver skolens indendørs mester i Word?
Skab med skabeloner
Posted by Malte in Programudvidelser on 10. March 2010
Man behøver ikke altid specialskrevne computerprogrammer for at kunne bruge it i undervisningen og en ofte overset mulighed er brugen af skabeloner. Skabeloner kan bruges til at lave skriv-videre-historier og talende bøger, men også til at fremstille små sjove spil til brug i klassen.
På Jeffeson Countys skoler finder man en begrænset men spændende udvalg af skabeloner til at lave sine egne spil i Power Point. Udvalget er ikke stort, men til gengæld er mængden af originale lydklip i skabelonerne imponerende (og så snakker vi ikke om rettigheder). Så selvom det er lidt mere besværligt end Jeopardy Labs kan det give lidt mere stemning når der klappes og hujes.
Udvalget er noget større i den parade af powerpointspil som tilbydes af University of Wisconsin-Whitewater. Her er udvalget imponerende, men lydklippende noget færre.
På begge steder handler det bare om at downloade skabelonen og så ellers rette til med egne spørgsmål og svar på opgaverne som spiltypen kræver.
Undervisningsbrug: Skabelonerne gør det let at lave sine egne Hvem vil være millionær eller Jeopardy spil og kan bruges af både lærere og elever. Dog har en del af skabelonerne den svaghed at det rigtige svar er placeret et bestemt sted i svarrækken.
Arbejder du med The Gimp?
Posted by Erik in Programudvidelser on 3. February 2010
….så skal du helt sikkert have fat i Greys Magic Image Converter, et plugin til The Gimp!´
Du får et væld af effekter, lige til at gå til!
Find GMIC her: http://gmic.sourceforge.net/gimp.shtml
Du får mange filtre, lige fra “Drop shadow” over “Cubes” til “Polaroid” og meget, meget mere!! Du kan tilmed lave små animationer.
Kort brugsanvisning:
Hent plugin. Udpak i den rigtige mappe, sædvanligvis
C:\Program Files\GIMP-2.x\lib\gimp\2.0\plugins\ – når The Gimp starter vil du have alle effekterne under [Filtre] – [G'mic].
Video/billede-plugin til PowerPoint (2007/2010)
Posted by Anders in Programudvidelser on 20. August 2009
Som vi skrev om tilbage i februar, er PowerPoint + YouTube = Succes. Dette lille fine plugin lader dig indsætte en YouTube-video i din PowerPoint-præsentation og har vakt stor glæde hos mangen en elev.
Nu er der så kommet et nyt plugin, der er endnu bedre. Hvor man med ovennævnte første skulle starte sin internetbrowser op og derefter finde det ønskede YouTube-klip (og derefter kopiere linket ind i en guide i PowerPoint), kan man med authorSTREAM Desktop-pluginet søge direkte i PowerPoint (og få vist søgeresultaterne via thumbnails i PowerPoint) – og ikke bare på YouTube-videoer, men også billeder. Man sparer dermed sig selv fra at skulle åbne både YouTube og en billedsøgningstjeneste på nettet op – det hele klares i PowerPoint. Snedigt!

Google Translate direkte i OpenOffice!
Posted by Erik in Programudvidelser on 1. June 2009
Følgende er et uddrag fra OpenOffice-nyhedsbrevet,
juni måned v. Leif Lodahl. Se hele nyhedsbrevet m.m. på
da.openoffice.org
“OOTranslator”
Denne udvidelse giver dig Google translate direkte i Writer.
Maskinoversættelse er til tider ret underholdende, men udviklingen har
efterhånden givet os nogle rigtig gode værktøjer. Det er ganske
fornuftigt, f.eks. at downloade et tekstdokument på et andet sprog, og
så oversætte dokumentet vha. denne udvidelse til eget brug.
Når du har installeret udvidelsen, får du en ekstra funktion, som åbner
en dialog, hvor du kan vælge hvilke sprog der skal oversættes fra og til
og om det er hele dokumentet eller kun et uddrag, der skal oversættes.
Den tekst der skal oversættes erstattes af den oversatte tekst.
Udvidelsen er desværre endnu ikke oversat til dansk, men den kan
oversætte både fra og til dansk samt 40 andre sprog.
Udvidelsen OOTranslator:
http://extensions.services.openoffice.org/project/ootranslator
Vejledning og information om OOTranslator:
http://code.indictranstech.com/wiki/index.php/OOTranslator
Du kan også Doodle direkte fra Outlook
Posted by Malte in Programudvidelser on 15. April 2009
I slutningen af februar skrev Anders om det fantastiske simple og meget brugbare planlægnings- og afstemningsværktøj Doodle. Jeg har brugt dette værktøj i mange sammenhænge, men skal indrømme at det kan stille visse krav til overblik når man sidder og forsøger at kigge i Outlooks kalender og krydser af i Doodle – og ja, det er også ind i mellem gået galt.
Men det behøver det slet ikke. Man kan nemlig integrere Doodle direkte i Outlook ved hjælp af et lille plugin. Med dette plugin kan man slå efter i Outlook når man skal svare på en Doodle, ligesom man kan oprette nye aftaleplanlægninger direkte fra Outlook. Det bedste er at det virker både når man har Outlook på sin hjemmecomputer og når man bruger en Exchangeserver. Lækkert.
Hent pluginet her: http://doodle.com/about/DoodleOutlookPlugin.html







Seneste kommentarer